Sadolinsgade 29, 1., 5230 Odense M

Gennemrenoveret villalejlighed på attraktiv Hunderup-adresse

Eksklusive materialer og smuk, fælles have

På hjørnet af de idylliske villaveje Sadolinsgade og Platanvej har du nu muligheden for at flytte direkte ind i denne totalrenoverede lejlighed.

I 2020 er lejligheden blevet gennemrenoveret og istandsat med de bedste materialer. Man er gået kompromisløst til værks, og resultatet er et pragteksemplar af en villalejlighed med moderne luksus og herskabelige finesser. Her venter bl.a. smukke sildebensparketgulve i massivt egetræ, gulvvarme i samtlige rum og et stilfuldt køkken og bad fra Svane Køkkenet. Derudover er der nye el-installationer i hele boligen.

Man bydes velkommen i en separat entré der leder videre til det store køkken med elegante skabsmoduler i grebsfrit design, underlimet håndvask, integrerede hvidevarer og skøn udsigt. Herefter træder du ind i den store, sydvendte stue med et fantastisk lysindfald fra de flotte dannebrogsvinduer. Stuen rummer alverdens indretningsmuligheder for både spiseafdeling, sofagruppe, kontormiljø og en hyggelig læsekrog.

Efter stuen kommer du ind i et dejligt soveværelse, hvor vinduet lukker aftensolen ind, og i forlængelse af soveværelset finder du et stort badeværelse med eksklusive materialer i en rå og raffineret kombination.

Beliggenheden er helt i top, uanset om det er byliv, smuk natur eller det rolige liv på villavejene, der trækker i dig. Her får du nemlig en attraktiv kombination af det hele. Gågadens caféliv, de mange butikker og et stort udvalg af kulturelle tilbud ligger en hyggelig gåtur fra adressen, og få hundrede meter fra hoveddøren venter Odense Å og de idylliske skovstier.

Udover lejlighedens åbenlyse fordele er det værd at nævne, at du bliver en del af en hyggelig og veldrevet ejerforening med i alt tre lejligheder. Udenfor venter en pragtfuld have med engelske roser langs facaderne, terrasseanlæg og hyggelige kroge, hvor sommeren kan nydes i fulde drag.

Lejligheden er efterisoleret mod over- og underbo, og ejendommens tag er udskiftet i 2017. Derudover får du god plads til ekstra opbevaring i den fælles kælder.

Book en fremvisning med det samme hvis du drømmer om en eksklusiv villalejlighed på en af byens bedste adresser.