Drejet 5, 5610 Assens

Ikonisk ejendom med sjæl, charme og 220 graders udsigt over Lillebælt

En pragtfuld villa opført af den gamle skipper i Torø Huse

Nu byder sig en enestående mulighed for at overtage nøglerne til et af de historiske huse i idylliske Torø Huse - et lille, hyggeligt fiskerleje, der opstod i 1700-tallet og ligger fantastisk smukt placeret ud til Torø Vig og Lillebælt.

Ejendommen blev opført af den lokale skipper tilbage i år 1900, og helt i tråd med skipperens levevej blev hans hjem placeret få meter fra vandkanten. Det betyder, at I får en yderst favorabel beliggenhed i første række til vandet, og der er fri udsigt over horisonten, hvor der med jævne mellemrum kan spottes marsvin, sæler og vadefugle.

Den gedigne ejendom er opført i klassiske, røde mursten, og facaderne er beriget med dekorative ornamenter, smukke friser og utallige dannebrogsvinduer, der gavmildt lukker lyset og udsigten ind i huset, især udsigten vil få de fleste til at tabe pusten for sjældent oplever man en ejendom med udsigt til vandet fra hele 10 forskellige rum.

Ejendommen gennemgik i perioden 2006-2016 en omfangsrig renoveringsproces, og moderniseringen er gennemført med stor respekt for husets originale sjæl, charme og arkitektoniske særpræg. Istandsættelsen har bl.a. bidraget med en markant udvidelse af husets førstesal, hvilket har bragt det samlede boligareal op på hele 226 kvadratmeter.

Over hele linjen er der lyst, indbydende og fantastisk stemningsfuldt. Uanset om man opholder sig i den solrige have eller inde i huset, er der tale om kompromisløs vedligeholdelse.

I stueetagen bydes I velkommen i entréen, der har elegant trappeløb mod førstesalen. Dernæst venter tre smukke en suite-stuer, to badeværelser, et flot og familievenligt køkken/alrum i stilrent design, hvorfra måltiderne kan rykkes direkte ud på den tilstødende terrasse, der er perfekt orienteret mod syd. Sidst men ikke mindst rummer stueplan et praktisk bryggers og et værelse.

På den store og veldisponerede førstesal venter tre skønne værelser, endnu et badeværelse og en stuelignende repos med forskellige indretningsmuligheder.
Her på øverste etage bliver I beriget med et smukt himmelkig via ovenlysvinduer, loft til kip, fritlagte bjælker og fantastisk flot finish.

Boligarealet suppleres af attraktive bonuskvadratmeter i kælderen og annekset, der begge har disponible rum.

Torø Huse er i den grad præget af de maritime omgivelser, og dertil kommer et fantastisk sammenhold blandt indbyggerne.

Få minutter i bil eller en hyggelig cykeltur bringer jer til centrum af Assens, hvor skoler, daginstitutioner og et veludbygget handels- og kulturliv venter.