Planteskolevej 21, Holmstrup, 5250 Odense SV

Klassisk kvalitetsvilla med sjæl, charme og en super planløsning

Velkommen til Planteskolevej 21 i den lille landsby Holmstrup, hvor byens tidligere planteskole har lagt navn til vejen.

Udover at være en charmerende landsby i Odense Kommune, så er Holmstrup også en stationsby med super infrastruktur. Blot 500 meter fra adressen finder I Holmstrup Station. Det betyder, at I på bare 6 minutter kan stå på Odense Banegård, og tager I bilen skal I kun køre 10 minutter før I rammer centrum af Odense. Holmstrup ligger også lige i smørhullet mellem Sanderum, Bellinge og Blommenslyst

Huset bærer præg af tidstypiske træk fra 1960'ernes byggestil, og der er flot vedligeholdt over hele linjen. I vil opleve et hjem som emmer af sjæl, charme og gode minder, da det har været i sælgers familie igennem årtier. Boligen er på 132 kvadratmeter, og har derudover også 32 kvadratmeter erhverv registreret i stueplan, da sælger tidligere har haft en lille frisørsalon.

I stueplan har I mulighed for at indrette hele fem soveværelser, hvilket gør huset ideelt til den store familie. Helt i stil med nutidens indretningstendenser kan der laves børne- og voksenafdeling i hver sin ende af stueplan. Som en ekstra stor fordel er der terrasseudgange fra to af de største værelser, så I kan slå dørene op til haven som det første, når I vågner på sommerdagene.

Udover de mange værelser, får I også et gæstetoilet, et badeværelse med badekar, et pænt køkken med spiseplads og en stor vinkelstue med skønne indretningsmuligheder. Drømmer I om køkken/alrum er det en mulighed at nedlægge væggen mellem køkkenet og det tilstødende værelse. På den måde kan der åbnes op for et stort og familievenligt køkken/alrum med et moderne udtryk.

Huset rummer også en fantastisk anvendelig kælder med god loftshøjde. Her får I et stort og praktisk vaskerum, mindre depoter, garage og en solid gildesal. Her kan teenageren få sin egen afdeling, der kan gøres plads til kreative udfoldelser, træningsudstyr eller I kan hellige rummet til dets oprinde formål: En gildesal hvor venner, familie og legekammerater kan samles om festlige anledninger. I dag er det de færreste, der har et helt rum dedikeret til festlige arrangementer, men den unikke mulighed har I her i huset.

Udenfor venter en skøn, solrig have, hvor den flotte græsplæne indbyder til både leg og afslapning. Hele haven omkranses af flot, opvokset beplantning med masser af stedsegrønt. I kan derfor glæde jer over en utroligt smuk have, som fremstår flot og frodig året rundt.

Book en fremvisning med det samme hvis I søger et hjem med retro-charme, en fantastisk planløsning og masser af plads i både huset og haven.