Lundsgårds Vænge 17, 5210 Odense NV

Halvt dobbelthus med perfekt planløsning, fantastisk beliggenhed og nem have mod syd

I et særdeles eftertragtet kvarter i det hyggelige Villestofte finder I denne dejlige bolig. I flytter ind på et lukket vænge, og adressen er både rolig og børnevenlig. Huset er ideel til jer, der søger en lys og moderne bolig, hvor tæt naboskab kombineres med plads og privatliv.

Beliggenheden forener naturskønne omgivelser med familievenlige rammer, og der er åbenlyse fordele for både unge og ældre købere. Der venter jer et hyggeligt nabolag med godt sammenhold og store, grønne arealer. Samtidig er der hurtig og direkte vej til Langesøstien, uden biler, til Paarup Skole og den lokale idrætshal, og videre ad Langesøstien til Odense Centrum og Storms Pakhus m.m.

Der er tale om et halvt dobbelthus med en super planløsning, moderne materialer, god energimærkning og skønne udearealer, der er nemme at holde.

Huset er opført i 2011 og fremstår 100 % indflytningsklart med flot, løbende vedligeholdelse og en fantastisk komfort og funktionalitet i hele huset. Der er gulvvarme i hele stueetagen og en særdeles veludnyttet planløsning med soveafdeling på førstesalen og opholdsrum i stueplan.

Udover boligarealet på de to veldisponerede etager, kan I glæde jer over privat carport, grøn forhave og en solrig baghave direkte mod syd. Via en dør i carporten er der passage mellem forhaven og baghaven, men haven ligger helt aflukket, og I kan derfor trygt lade børnene løbe frit mellem huset og haven.

Indenfor bydes I velkommen i en separat entré, der leder videre til et rummeligt gæstetoilet, der også byder ind med vaskesøjle. Resten af stueplan er helliget opholdsafdelingen, hvor køkken/alrum og stue fletter sammen. Herfra er der direkte udgang til den solrige terrasse og resten af den hyggelige have.

På førstesalen er der tre gode værelser, der alle er i gavmild størrelse og med et dejligt lysindfald. Soveafdelingen fuldendes af et flot badeværelse med muret bruseniche og god skabsplads.

Hjertet af Odense venter blot 6 kilometer fra adressen, og I får derfor nem adgang til byens mange muligheder.

Alt i alt en flot og familievenlig bolig i skønne omgivelser.